GRATIS FRAGT PÅ KØB OVER 1000,-
LEVERING I DK ELLER HENT SELV I KBH NV
HÅNDDREJET KERAMIK
VENDT OG DREJET I EN KÆLDER I NV

Information om brænding af din keramik

Her kan du læse alt det med småt, om at få brændt din keramik hos Bagatel Keramik. 

Start med at se priser og hvordan du gør

Ovn og brænding

Ovnen

  • 100 L. keramikovn (Kittec X-Line)
  • Ovnplader: Ø 47 cm.
  • Brændkammerets højde: 48 cm
  • Brændkammerets diameter:  Ø 51 cm
  • Max. temperatur: 1320 grader
  • Ovnprops og fx udstyr, fx tallerkenstativer, kanthaltråd, porcelænrør, kiks mv.

Temperatur og brændingskurve

Som udgangspunkt forgløder jeg til ca. 950 grader og brænder stentøj til ca. 1220 grader, med 12-20 minutters hold på toppen og ofte et 'drop hold' ved 1150 grader.

Hvis du køber en hel ovnfuld kan du selv bestemme toptemperatur og brændingskurve, og få brændt både lertøj, stentøj og porcelæn.

Hvor meget kan der være på en ovnplade?

Det afhænger selvfølgelig af, hvor store ting du har lavet. Du betaler for den plads emnerne optager i ovnen, og ikke hvor meget de vejer.

I en forglødning kan emnerne stables, så længe de ikke presser mod kanten på hinanden. I en glasurbrænding skal emnerne stå minimum 1 cm fra andre emner og fra ovnens kant.

Hvis du er tvivl om, hvor mange af dine værker, der kan være på en plade, så prøv evt. at skære en cirkel ud i pap med en diameter på 47 cm og se, hvor meget, der kan stå på pladen.

Aflever og afhent din keramik

Vi skal have en skriftlig aftale om tidspunkt for aflevering og afhentning af dine keramikemner. Jeg driver Bagatel Keramik fra mit private hjem og har ikke butik eller værksted med åbningstider, så du må ikke møde op uanmeldt. 

Du skal aflevere keramikken til mig personligt.

Læs om hvordan du bestiller en brænding: Få brændt din egen Keramik: Sådan gør du.

Ekspeditionstid på en brænding

Hvis du køber brænding i en hel ovn, er ekspeditionstiden op til en 1 uge.
Hvis du køber brænding på enkelte ovnplader, kan ekspeditionstiden være længere, da jeg først sætter en ovn over, når jeg har nok øvrige emner til at fylde ovnen.

Læs mere om miljø og bæredygtighed hos Bagatel Keramik.  

Krav til dine emner

Når du afleverer dine keramikemner, vurderer jeg dem grundigt, for at sikre at de kan klare brændingen. Jeg vejleder og hjælper alt jeg kan, men forbeholder mig retten til at afvise emner, jeg vurderer ikke kan klare en brænding. 

Dine emner skal være:

  • Knastørre til forglødning. Emner der skal forglødes skal være helt gennemtørre. Tjek ved at holde læben mod skærven; hvis den føles kold, er emnet ikke tørt.
  • Skærven skal være nogenlunde ensartet. Emnets bund og sider må ikke have for forskellig tykkelse. Hvis fx bunden af en skål er meget tynd og siderne er tykkere, vil den ofte flække - enten i forglødning eller først senere i glasurbrændingen.
  • Fri for glasur i bunden. Emner der skal glasurbrændes skal være helt fri for glasur i bunden. Hvis du har brugt en glasur der ikke er stabil, skal også de nederste par cm være fri for glasur.

Ingen garanti på brænding af keramik

Jeg behandler al keramik med stor grundighed og forsigtig omsorg. Alligevel kan emner gå i stykker under håndtering, opbevaring, forglødning og brænding.

Emner kan gå i stykker i brændingen fx pga.: 

  • uensartet godstykkelse
  • uhensigtsmæssig konstruktion af låg, hanke mv.
  • for meget glasur
  • hvis emnerne ikke er ordentlig tørre 

Det kan også være at resultatet ikke lever ikke op til dine forventninger eller glasurproducentens billeder af, hvordan en glasuren udvikler sig, fx mht.:

  • farve, overflade og struktur
  • fejl i glasuren som fx ’nålestik’ eller kravlet eller løbet glasur mv.

Bagatel.dk kan ikke stille garanti for indleverede keramiske emner, og giver ikke pengene retur for en brænding, hvis keramikemner går itu eller ikke lever op til dine forventninger.

Når du har indleveret dine keramikemner og betalt for ovnpladsen, er der ingen fortrydelsesret eller returret på brænding.

Læs mere i mine handelsbetingelser.

Dokumentation af ler og glasur

Du skal dokumentere, hvilken ler og glasur du har brugt. Enten ved at medsende fotos af labels ved bestilling, eller ved at vise labels når du afleverer dine keramikemner.

Dokumentation for ler

  • Type: lertøj, stentøj eller porcelæn
  • Max. temperatur
  • Producent og produktnummer.

Dokumentation for glasur

  • Kommercielle glasurer: Producent, produktnavn/nummer.
  • Egne glasurer: Opskrift eller materialer samt fotos af emner som er brændt med den pågældende glasur.

Jeg forbeholder mig ret til at afvise emner, hvis dokumentationen ikke er fyldestgørende eller jeg vurderer at emnet ikke kan overleve en forglødning/brænding.  

Bagatel har ikke værksteds- eller lagerplads

Du kan ikke glasere dine emner hos mig, da jeg desværre ikke (endnu) har hverken værkstedspladser eller hyldeplads til at opbevare andres keramik. Du skal derfor hente dine forglødte emner, glasere hjemme og aflevere dem igen på et aftalt tidspunkt, hvis du vil have dem glasurbrændt hos mig.

Hvis du er interesseret i at jeg glaserer dine forglødte emner for dig, så spørg mig til det - måske kan vi finde ud af noget! 

Spørg endelig!

Har du spørgsmål eller kommentarer til at få brændt din keramik hos Bagatel, så er du altid velkommen til at skrive til mig:


Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser